Log ind her:Log ind

Nordjylland: Ingen sygehus-fyringer

mandag den 08.03.2010

Af: Jørgen Wedel

Klarer sig med blandt andet ansættelsesstop og mindre brug af vikarer.

Sygehusene i Region Nordjylland forventer at undgå fyringer, selv om der skal spares millioner for at holde budgettet.

I stedet vil man klare sig med blandt andet ansættelsesstop i forskellig grad og med strammere brug af vikarer og frivilligt arbejde, meddeler regionen her til eftermiddag i en pressemeddelelse. Det sker efter, at regionens forretningsudvalg har set på handleplaner fra de enkelte sygehuse.

Der kan også blive tale om, at ansatte skal omplaceres inden for regionen. Og så vil man spare på udgifter til anskaffelser, apparatur og IT-investeringer.

Ros til medarbejderne

”Sundhedsområdet er ikke nemt at spare på. Vi skal finde besparelser, men det skal ske på en måde, så patienterne ikke bliver ladt i stikken. Og det ser ud til at være lykkedes endnu en gang, for det er jo ikke første gang, vi er ude i den øvelse,” siger regionsrådsformand Ulla Astman.

”Vi har netop set forslagene, og jeg synes, der er grund til at rose medarbejderne for deres aktive medvirken. Nu tror jeg på, vi kan stabilisere vores økonomi uden at glemme hensynet til patienterne,” siger hun.

Senest redigeret den 08.03.2010 af Jørgen Wedel